1.6.2 Bødeniveau
Bøderne for manglende eller forkerte indberetninger af lønoplysninger og andre relevante data til indkomstregisteret afhænger som udgangspunkt af virksomhedens størrelse, målt i antal ansatte.
Bøderne pr. overtrædelse er som følger: [33]
- 1 til 4 medarbejdere: 5.000 kr.
- 5 til 19 medarbejdere: 10.000 kr.
- 20 til 49 medarbejdere: 20.000 kr.
- 50 til 99 medarbejdere: 40.000 kr.
- 100+ medarbejdere: 80.000 kr.
En bøde kan dog nedsættes, hvis der foreligger konkrete strafnedsættelsesgrunde, ligesom en bøde tilsvarende kan forhøjes, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, fx i gentagelsestilfælde.
Derudover findes en række ordensbøder ved overtrædelse af diverse indberetningspligter mv. knyttet til arbejdsgivere. [34]
| Manglende registrering | 2.000 kr. |
| Manglende afmelding fra registrering | 800 kr. |
| Manglende meddelelse til Skattestyrelsen personer omfattet af bruttoskatteordninger (arbejdsudleje eller forskerskatteordning) | 2.000 kr. |
| Ikke indbetaler A-skat rettidigt | 800 kr. |
| Mangelfulde oplysninger i regnskabsmaterialet om lønmodtageren | 800 kr. |
| Manglende meddelelse/lønseddel til lønmodtageren | 800 kr. |
| Manglende opbevaring af regnskabsmateriale med bilag i 5 år | 800 kr. |
Endelig kan en arbejdsgiver i visse tilfælde blive anset for at have medvirket til unddragelse af skat ved ikke at have indeholdt A-skat mv. og/eller i øvrigt at have overholdt sine indberetningspligter overfor Skattestyrelsen, hvis dette har muliggjort skatteunddragelsen.
Ved unddragelse af skatter mv. beregnes bøden normalt til to gange den samlede unddragelse, når der er forsæt til unddragelse. Ved grov uagtsomhed udgør bøden én gang den samlede unddragelse.
Efter ændring af sanktionspraksis den 1. januar 2024 gøres ikke bødeansvar gældende i førstegangstilfælde, hvis unddragelsen ikke overstiger 20.000 kr. Hvis unddragelsen er mellem 20.000 kr. og 40.000 kr., afsluttes sagen i førstegangstilfælde med en bøde på 5.000 kr.
[33] A.C.3.5.3.5 Bødeniveau ved overtrædelse af SIL § 59, stk. 1, nr. 3-4, undladelse af rettidige indberetninger (skat.dk)
[34] A.C.3.5.4.3 Ordensbøder i kildeskattebekendtgørelsen – info.skat.dk
